«Hvordan stopper jeg med at tænke for meget?» er et spørgsmål om indhold: for mange tanker, der kører for længe. Opmærksomhedstræningen (ATT) svarer ikke på de præmisser, og grunden er den interessante del.

At tænke for meget som opmærksomhedsmønster

Den metakognitive forklaring placerer problemet et niveau over tankerne. Det kognitive opmærksomhedssyndrom er perseverativ, selvfokuseret, bekymringsbaseret bearbejdning sammen med overvågning af trussel[1] — en beskrivelse af, hvordan opmærksomheden bruges, ikke på hvad.

Læst sådan er overtænkning ikke en fejl i din tænkning. Det er opmærksomhed i en bestemt tilstand: indad, gentagende og svær at flytte. Deraf følger, at det at diskutere med tankerne — den intuitive løsning — lader tilstanden være urørt.

ATT er, hvad der følger af den præmis. Wells beskriver det som en afbrydelse af syndromet og en forbedring af fleksibel eksekutiv kontrol[1], og det indeholder slet intet arbejde med tanker: cirka tolv minutter med at holde opmærksomheden på én lyd, skifte mellem lyde og derefter udvide for at tage dem alle ind[1].

Hvorfor «tænke mindre» er det forkerte mål

Tre instruktioner i protokollen udelukker den oplagte fortolkning:

Du forsøger ikke at have færre tanker. Manualen anfører, at øvelsen ikke er beregnet på at give et tomt hoved, og at den modvirker brugen af aktiv tankeundertrykkelse[1].

Du forsøger ikke at stoppe dem, der kommer. Påtrængende tanker, billeder og fornemmelser behandles som yderligere lyd og skal ikke modarbejdes; instruktionen er ikke at forsøge at standse dem og at opfatte dem som forbipasserende indre lyde[1].

En larmende session er ikke en mislykket session. Wells nævner misforståelsen direkte: nogle antager, at de ikke kunne træne effektivt, fordi de havde påtrængende tanker[1]. Målet er ikke at fjerne bevidstheden om indre begivenheder, men at træne kontrollen over opmærksomheden på en bestemt måde[1].

En session, hvor der var larmende i hovedet, og du gang på gang vendte tilbage til lydene, er altså efter protokollens eget mål en session, der gik godt.

Hvad det ikke er til

At gribe efter øvelsen, når overtænkningen bliver tung, er præcis den brug, manualen argumenterer imod. ATT trænes, når personen ikke er angst eller akut bekymret[1], og må ikke bruges som afledning, undgåelse eller strategi til symptomhåndtering[1].

Et redskab, der bruges til at få en ubehagelig mental tilstand til at forsvinde, trænes som en flugtvej. Og mønstret, der skal brydes, er netop opmærksomhed optaget af den indre tilstand.

Hvad beviserne understøtter

Mindre, end spørgsmålet kræver. I en laboratoriestudie gav én ATT-session en mere udadrettet opmærksomhed fra før til efter[2] — med en opgave baseret på mindfulness som sammenligning frem for en neutral kontrol.

Det er en målt forskydning af et laboratoriemål for, hvor opmærksomheden er. Det er ikke bevis for, at folk tænker mindre bagefter, og denne side strækker det ikke så langt.

Den realistiske version

At træne ATT, fordi man tænker for meget, betyder: at træne en almen opmærksomhedsfærdighed efter skema, uden at forvente at nogen session gør hovedet stille, og at bedømme den på, om du blev ved med at styre opmærksomheden — ikke på hvor meget tænkning der var. Wells’ ramme over for patienter er almen «mental fitnesstræning»[1], og øvelsen skal forblive krævende frem for at blive behagelig[1].

Hvis overtænkning reelt forstyrrer dit liv, er en kvalificeret fagperson det rigtige næste skridt — ATT blev skrevet som en bestanddel i en fuld behandling, ikke som en selvhjælpserstatning for den.

Spørgsmål og svar

Får ATT mig til at holde op med at tænke for meget?
Det er ikke bygget til det. ATT træner, hvor opmærksomheden går hen, i stedet for at arbejde med tankernes indhold, og manualen udelukker udtrykkeligt brug til at undertrykke tanker eller håndtere symptomer.
Er pointen ikke at tænke mindre?
Nej. Manualen anfører, at øvelsen ikke er beregnet på at give et tomt hoved, og at den modvirker aktiv tankeundertrykkelse. Tanker skal komme og lades i fred.
Hvad ville træningen så ændre?
Det erklærede mål er fleksibel kontrol over opmærksomheden. Om det oversættes til mindre overtænkning i hverdagen, er ikke fastslået af de offentliggjorte resultater.

Kilder

  1. Wells, A. (2009). Metacognitive Therapy for Anxiety and Depression. Guilford Press. Kapitel 4: Attention Training Techniques.
  2. Fergus, T. A., Wheless, N. E., & Wright, L. C. (2014). The attention training technique, self-focused attention, and anxiety: A laboratory-based component study. Behaviour Research and Therapy, 61, 150–155. https://doi.org/10.1016/j.brat.2014.08.007

Udgivet af folkene bag Heed, en app til at øve ATT-sessioner. iPhone · Android. Heed er et værktøj til selvstændig træning inspireret af forskningen i opmærksomhedstræning (ATT) — ikke terapi og ikke udstyr til medicinsk brug.